Kære forældre og børn i SFO'en (0.-2. årg.)
I nedenstående kan I læse lidt om vores SFO og komme/gå-systemet.
Pædagogiske overvejelser og visioner for fritidsdelen:
Fritidsdelen er et pædagogisk tilbud og vores pædagogiske værdier tager udgangspunkt i fællesskabet og deltagelsesmuligheder for alle børn. I fritidsdelen har vi fokus på at skabe fællesskaber imellem og på tværs af alle årgange i 0.-2. klasse. Vi planlægger og udfører pædagogiske aktiviteter med det formål at skabe sammenhold og fællesskabsfølelse mellem børnene.
Vores aktiviteter tager udgangspunkt i de styrkede læreplaner, som har fokus på fællesskabet og relationsdannelse gennem udeliv, natur og science, alsidig personlig udvikling, krop og bevægelse, kultur, æstetik og fællesskab samt sprog og kommunikation.
I fritidsdelen har vi desuden fokus på det enkelte barns trivsel, tryghed og sociale læring. Det er vigtigt for os, at hvert barn føler sig værdsat og kan bidrage på eget niveau i fællesskabet.
Fritter-samarbejdet
På tværs af kommunens fritidsdele har vi i et frittersamarbejde, som hvert år tilbyder forskellige aktiviteter for børnene på tværs af kommunens SFO’er. Her er der, til børnenes store fornøjelse arrangeret fodboldstævner, floorball, gøglermarked og meget mere.
Praktiske informationer fra fritidsdelen:
Aula komme/gå system:
Vi bruger Aula komme/gå meget aktivt i SFO. Det er derfor meget vigtigt at I som forældre også bruger det og får noteret aftaler heri. Vi retter os kun efter, hvad der her er noteret af legeaftaler, hvornår jeres barn selv skal gå hjem eller til sport, hentes af andre mv. Vi kan med andre ord ikke bare lade dit barn gå med til en fødselsdag el. lign, uden accept fra jer.
Det er ligeledes meget vigtigt at jeres børn bliver tjekket ind og ud på skærmene HVER dag. Vi oplever desværre dagligt børn, der ikke tjekker sig ud. Hvis dit barn går hjem lige efter skole, skal de tjekkes fri såfremt de heller ikke har været i morgen SFO, i så fald tjekkes de bare ud på normalvis. De må med andre ord ikke bare gå uden af være forbi skærmen, da gule spørgsmålstegn betyder, at barnet hverken er trykket ind eller ud og vi derfor ikke ved om jeres barn er her eller ej. Denne lille information er vigtig for os, da vi har tilsynspligt med jeres barn og derfor skal vide om jeres barn er hos os eller ej og vide fra jer, hvis der er legeaftaler, de selv skal gå hjem eller har andre aftaler.
Hvis jeres barn er syg, skal I også melde syg i komme/gå. Vær opmærksom på at Komme/gå KUN er tilknyttet SFO, og ikke har noget med undervisningsdelen at gøre. Så ved sygdom og andet fravær, skrives både en besked i barnets kontakt-tråd på aula OG der meldes syg/fri i komme/gå til SFO.
Hvis vi skal sende hjem, til sport eller lign. skal dette som ovenfor beskrevet noteres ind i komme/gå.
I Funder har vi følgende sende-hjem tidspunkter alle ugens fem dage: Kl. 13.00, 14.00, 15.00 samt 16.00
Skal dit barn til sport eller med bus 5, på et andet tidspunkt, skal der i en note stå hvilken sport, samt starttidspunkt.
Eks. Anders Andersen, send hjem 14.30. Note: håndbold 14.45. Uden denne note sender vi barnet hjem 14.00.
Skal jeres barn med skolebussen 13.25 eller 15.00, sendes det fra SFO 13.15 eller 14.45, såfremt det fremgår at det skal med skolebussen i en note.
I Kragelund sendes jeres barn efter samme principper, men på følgende tidspunkter: Kl. 12.50, 13.50, 14.50 og 15.50
De styrkede lærerplaner/månedsplan og billeder
Hver måned har vi et nyt spændende læreplanstema med et bestemt fokus, som er beskrevet længere oppe. Til hvert tema, bliver der sendt en månedsplan ud til jer forældre, hvor I kan se alle de spændende aktiviteter, som vi tilbyder til temaet og hvorfor. Hæng meget gerne månedsplanen op, så I derhjemme kan tage en snak om aktiviteterne.
Udover lærerplanstemaet, har vi stadig de daglige aktiviteter som syning af filtdyr, strikke, bevægelse i hallen, knytte, ture til plejehjemmet, fritidsgården mm.
Ydermere ligger vi to gange om ugen billeder ind i aula’s galleri. Tag gerne en snak med jeres barn om billederne, det er med til at øge ordforrådet og sprogforforståelsen.

Takster
Gældende takster kan ses på Silkeborg kommunes hjemmeside. Indmeldelser og ændringer i modulet, skal ligeledes foretages digitalt på https://silkeborg.dk/borger/boern-og-familie/dagpleje-vuggestue-og-boernehave/betaling-og-tilskud-i-dagtilbud
Morgen SFO:
Funder og Kragelund:
Åbningstider: hver dag fra kl. 6.30 – 7.50. Der er mulighed for morgenmad fra kl. 6.30-7.30.
(Er der allergi, der skal tages særligt hensyn til, er det vigtigt, at vi bliver informeret i SFO’en)
Når barnet kommer i morgen-SFO er det vigtigt, at barnet får sagt godmorgen til en voksen, så barnet kan starte dagen med at blive mødt af en voksen, der kan hjælpe barnet godt i gang med dagen.
Morgen-SFO er KUN for de børn, der er tilmeldt morgenmodul. De børn, der IKKE er tilmeldt morgenmodulet, må IKKE komme ind på skolen/i garderoben før kl. 7.50 og skal så gå direkte til deres klasser. Vi henstiller derfor kraftigt til, at de bliver ude på legepladsen eller først kommer 7.50. Så har du brug for at afleverer dit barn FØR kl. 7.50 skal I tilmelde jeres barn morgen-modul, og barnet skal trykke sig ind på skærmen i køkkenet. Vi vil så sørge for der er personale til at hjælpe dagen i gang.
Eftermiddagsmad
Alle dage i ugen servere vi en lille eftermiddagssnack, som kan være alt fra et stykke knækbrød over et stykke frugt til suppe på bålet. Det serveres som regel omkring 14.30-15.00, når vi har det klar.
Lukkedage i fritidsdelen:
- Fra d. 24. december. - d. 31. december
- De tre hverdage før påske
- Dagen efter Kr. Himmelfartsdag
- Uge 28+29+30 i sommerferien
Disse dage er der fælles kommunal feriepasning og tilmelding hertil sender kontoret ud på aula i overblik i god tid. Hvilke SFO’er der har pasningen kan ses i nedenstående link.
https://silkeborg.dk/borger/skole-og-uddannelse/ferier-fridage-og-pasning
Øvrige skoleferier:
- Uge 42 - 2026: Fælles pasning for begge afdelingers børn på afd. Funder.
- 21.-23.12-2026 samt 4.1-2027 Pasning foregår afdelingsvis.
- Uge 7- 2027: Fælles pasning for begge afdelingers børn på afd. Kragelund
- Uge 26 og uge 27 - 2027: Pasning afdelingsvis
- Uge 31- 2027: mandag og tirsdag pasning afdelingsvis. Onsdag-fredag fælles koloni
Tilmelding til disse dage kommer ud i komme/gå ca. 6-8 uger før. Her er det vigtigt I får meldt til/fra inden for tidsfristen, da vi så kan bruge vores ressourcer bedst muligt. Skulle der være ændringer i behovet efter fristen er udløbet skrives til SFO med ændringerne hurtigst muligt. Vær her obs på hvilket modul dit barn er tilmeldt i SFO.
https://silkeborg.dk/borger/skole-og-uddannelse/ferier-fridage-og-pasning
’Feriepasning kan benyttes i ferieperioden i det omfang, som forældre har betalt for inkl. skoletid:
- Morgenmodul: Barnet hentes senest til normal afslutningstid på skolen
- Eftermiddagsmodul: Barnet afleveres efter kl. 8.00
- Heldagsmodul: Barnet kan være i SFO hele åbningstiden
Du kan tjekke dit barns modul på Nemplads under Moduler i SFO’en
Der er ikke gratis befordring til SFO-pasningen
HUSK at afmelde dit barn i god tid, hvis I ikke får brug for pasningen alligevel. Afmelding sker direkte til det valgte pasningssted.’
3-dages koloni
Hver år i uge 31 er der tredages koloni for SFO-børn på begge afdelinger med overnatning onsdag-fredag. Turen går til Sportspark Blåvandshuk. Dette vil I høre meget mere om i foråret, men begynd allerede nu at lave soveaftaler for jeres børn, så de har prøvet at sove andre stede uden mor og far 😊 Vi har desværre kun mulighed for at have 90 børn med, så der vil være pasning i begge SFO’er for de børn der ikke skal med.
Mobiler, ringeure og lign.:
Skolebestyrelsen har besluttet at Askehuset og SFO’en er mobilfri, dette gælder også ringeure og lign. Hvis der er brug for kontakt med jer forældre, ringer vi fra vores telefon i fritidsdelen. Denne kan I også benytte, ved behov for kontakt.
- Funder SFO tlf. 23 31 52 87
- Kragelund SFO 51 49 02 29
Det er af hensyn til GDPR-lovgivningen heller ikke tilladt for børn at tage billeder/film af andre på skolens område.
Mobilpolitikken for Tollundskolen findes på vores hjemmeside under ”vores skole - principper.”
https://tollundskolen.aula.dk/
Garderober
Husk at have ekstra tøj og overtøj efter vejret liggende i barnets garderobe (gerne med navn i). Medbring selv en lille klodskasse til skiftetøjet. Det er en god ide at gennemgå barnets garderobe jævnligt.
Husk også af hensyn til rengøringen som ordner gulv i garderoben, mens børnene er til undervisning, ikke at efterlade sko eller andet på gulvet ved garderoberne. Alt skal være inde på garderobepladsen. I SFO-tid må tasker, som det ENESTE stå på gulvet.
Op til hver ferie vil vi gerne bede jer tømme jeres barn garderobe, samt vaske garderoben af. Vi sørger for sæbevand og klude til det.
Sko-fri SFO og Skole
Da skolen er skofri er der er blå overtrækssko til at tage over jeres sko ved indgangen og i garderoben. Disse er kun til brug af forældre, hvis man ikke ønsker at tage sine sko/støvler af i garderoben. Der er en kurv til brugbare og en til kasseret blåfutter og vi ønsker I tænker på miljøet og vores økonomi, når I tager futter af igen. Vi henstiller til at både børn og voksne tager udesko af/futter på, på måtterne lige indenfor døren.
Har jeres barn indesko/hjemmesko med er det en god ide med navn i. Vi ønsker at give børn og voksne et rent lege og arbejdsmiljø.
Legetøj:
Vi ser meget gerne at børnenes private legetøj bliver hjemme. Herunder også dagbøger, malebøger og lign.
Legeaftaler:
Legeaftaler skal altid laves hjemmefra, eller når forældrene kommer for at hente og de skal være skrevet ind i komme/gå
I fritidsdelen ringer vi ikke hjem og laver legeaftaler for børnene.
Løbehjul/Rulleskøjter/skateboards og kælke:
Børnene må medbringe ovenstående på eget ansvar. Det er ligeledes forældrenes ansvar, at børnene har det nødvendige sikkerhedsudstyr med, og at barnet anvender det. Da vi i fritidsdelen ikke kan vide hvilke aftaler, der er lavet hjemmefra, kan vi ikke tage ansvar for børnenes brug af sikkerhedsudstyr.
Kælke og løbehjul og andet, der ikke kan være på garderoben, stilles ude på legepladsen/i cykelstativet, da det er en udfordring for rengøringen når det står på gulvet i garderoberne.
Mvh. Tollundskolen