Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Klubben på Tollundskolen

En præstationsfrigørende klub

I klubben har vi et særligt fokus på, at børnene skal mærke, at der er forskel på skole og fritid. Derfor er vi  opmærksomme på, at have en præstationsfrigørende pædagogisk tilgang i forhold til børnenes hverdag i klubben. Tanken er at børnene derigennem både lader op efter en lang skoledag, men også skaber gode og trygge relationer til de andre børn, samt de voksne i klubben. 

Vi har været en del af et forskningsprojekt omkring præstationsfrigørende pædagogik, hvor vi blev opmærksomme på hvad det gør for børn at agere i et fritidspædagogisk tilbud, hvor der er få regler, frihed under ansvar og et opmærksomt personale til at støtte og vejlede i udvikling og adfærd. 

Klubben er åben kl.13:20-16:45 mandag til torsdag og 13:20-16:00 om fredagen.

 

Hver måned har vi et børnemøde, hvor børnene har indflydelse på aktiviteter og indhold i månedsplanen. Derudover er vi nysgerrige på børnenes oplevelse af at gå i klub og hvordan vi kan gøre klubben endnu bedre for netop denne gruppe af børn. 

 

Månedsplan

Vi sender hver måned en månedsplan ud, som er en oversigt til børn og forældre over planlagte aktiviteter, hver måned. Heri vil der stå hvilke aktiviteter der tilbydes de forskellige dage. Der vil som udgangspunkt være to aktiviteter om dagen, man kan deltage i, hvor der er en fast voksen koblet på, som har til formål at skabe overblik og lyst til deltagelse for en bred gruppe af børn. 

Derudover vil der altid være minimum én voksen i selve klubben, som vil støtte op om de mere spontane aktiviteter og spørgsmål der opstår. 

 

Planlagte aktiviteter i månedsplanen foregår, som udgangspunkt, fra kl.14.10, så alle når at få fri fra skole.  

 

Vi har fredagscafé den sidste fredag i hver måned. Her er der fokus på at lave noget hyggeligt sammen, der styrker fællesskabet. Ofte bliver fredagscafé kombineret med et børnemøde. 

 

Skærmpolitik 

I klubben er vi fokuserede på at skabe fællesskaber, der ikke kun har skærme som omdrejningspunkt. 

Vi ved dog også, at der er mange gode oplevelser via brug af ex PlayStation og Switch, hvorfor aktiviteter omkring spil vil være planlagt og fremstå tydeligt i månedsplanen.  

 

Mobilen skal i klubtiden enten lægges i børnenes taske eller deres rum. Skal man bruge den til at få kontakt til sine forældre, skal det aftales med en voksen. 

Der kan laves aftaler med voksne om at bruge telefonen til musik eller fællesskabsorienterede spil, såsom Pokemon GO eller AMONG US, men der skal laves tydelige aftaler med de voksne omkring dette, så de voksne kan guide og bevare overblikket omkring aktiviteten. 

 

Der vil være mobiltid i et fast område af klubben fra kl.15.45-16.15. Fredag dog 15-15.30, da klubben lukker kl.16. 

Lille og stort modul 

I klubben kan man være meldt ind i klubben enten lille og stort modul. 

  • Lille modul: Klub to gange om ugen. 
  • Stort modul: Ubegrænset klub. 


I månedsplanen kan man med fordel holde øje, hvornår på ugen der er særlige aktiviteter ens barn gerne vil deltage i. 

 

Aftenklub

Der vil være aftenklub 1-2 gange om måneden. Her vil vi i fællesskab lave mad, dække bord, rydde af og vaske op. Aftenklubben er som udgangspunkt kl.16:45-19:30, men kan variere ved særlige lejligheder såsom filmaften, klubdisko eller lignende. 

Aftenklubber har tidligere inkluderet Mortens aften-bingo, Mexico Night, påskeløb og Klub-disko. 

 

6. klasse 

På Tollundskolen vil vi meget gerne gøre det attraktivt for 6. klasserne at være en del af klubbens fællesskab. Derfor laver vi særlige arrangementer for 6. klasserne, der inkluderer en juleshoppingtur i Herningcentret, aftenklubber kun for 6. klasse og et overnatningsarrangement. 

Derudover har 6. klasserne deres eget område, der er placeret ved deres projektområde på mellemtrinnet. Her har de base og lov til at være alene i klubtiden. 

 

Ferieuger

I uge 31, 32, 42, 7 og 27 er klubben åben. Normalt har vi også åbent et par dage op til jul. Klubbens åbningstider i ferieugerne er normalvis 8:00 - 15:00.

Vi plejer at skrue op for hyggen i efterårsferien og i vinterferien og forsøger at skabe det bedste ferietilbud i kommunen. Vi har ofte ture ud af huset, såsom Baboon City, fodboldgolf, svømmehal, biograf eller andet. Derudover har vi altid en overnatning i klubben. Vores overnatning er et enormt hyggeligt arrangement, hvor børnene tager soveposer og liggeunderlag med. Vi spiser aftensmad, ser film, spiser snacks og hygger indtil lyset slukker. 

Om morgenen spiser vi morgenmad sammen og hygger indtil klubben lukker om formiddagen. 

 

KlubLejr

Uge 32 er der koloni for klubben, hvor vi mandag-onsdag tager afsted på lejrtur. Her bor børnene på værelse sammen og vi hjælpes ad om forskellige tjanser såsom madlavning, oprydning og opvask. På lejrturen er der fokus på afslapning, fordybning og hygge. Klubben er lukket mens vi er på KlubLejr.